Omkring 10.000 polske officerer og 15.000 polske tjenestemænd og gendarmer, der var i sovjetisk krigsfangenskab forsvandt pludselig i foråret 1940. Disse i alt 24.700 polakkers triste og barske skæbne er omdrejningspunktet i den tyske historiker Thomas Urbans bog ”Katyn 1940 – historien om en forbrydelse”, hvor kommandør og kender af polsk historie, Poul Gross er gæst i programmet.

For hvad blev der af dem? Det spørgsmål skabte en del problemer blandt de allierede. For var det Stalin, der havde beordret sine håndlangere i NKVD til at likvidere og begrave de polske officerer tre steder i skovene ved Katyn og andre steder eller var det i virkeligheden nazisterne, der erobrede områderne i 1941? Det var tyske soldater, der fandt de polske lig, og propagandaminister Joseph Goebbels foranstaltede et stort medieshow, der gjorde Sovjetunionen (og jøderne) ansvarlige for forbrydelsen.

Da Sovjetunionen generobrede områderne, så udpegede de til gengæld nazisterne som morderne. 

De allierede var dog aldrig i tvivl om, hvor ansvaret skulle placeres, men ville af hensyn til kampen mod Hitler ikke skabe ballade i forholdet til Stalin. Til gengæld havde eksilpolakkerne og polakkerne som folk meget svært ved at glemme tragedien, der helt op til i dag har været et nationalt traume.