Forfatteren Daniel Dencik har købt en enkeltbillet til Samoa og kan ikke længere skrive om katastrofer i sin nærmeste familie.
Han frygter, at litteraturen bliver profetisk og lokker grusom virkelighed frem.
Som det skete med hans seneste digtsamling, 'Via Katastroferne', der indvarslede hans personlige mareridt.
Er det derfor, der ikke er kommet friske digte fra hans hånd de sidste otte år?
Og er hans spillefilm, dokumentarer og romaner et destillat af ensomheden, som han nu igen, igen opsøger?
I denne uge af Poesibogen fortæller Daniel Dencik om at arbejde som ligkistebærer, blive et militant jødisk barn i Jerusalem og glæde sig til jordens undergang modsat mange andre digtere i sin generation.