Søren Ulrik Thomsen kan ikke lide piercinger.
Faktisk er det noget af det værste, han ved.
Så han skriver det ind i digtsamlingen "Det værste og det bedste".
Men det virker ikke. Det er et for privat og et ikke- almengyldigt had.
Så han ændrer det, og det værste i digtet bliver i stedet hans lede ved at røre ved pengeautomaternes fedtede display - og pludselig virker digtet.
På den måde trækker Thomsen på en stemme i hans hoved, som ikke er hans egen, ikke en hallucination, men en stemme der kun med års mellemrum taler til ham, hvorefter de nye digte som regel pibler frem.
I denne uges udgave af Poesibogen fortæller SUT om sedimenterne fra 80erne, frygten for sentimentaliteten og spøgelserne fra opvæksten på Stevns, som stadig besøger ham.

See omnystudio.com/listener for privacy information.